|
 |
Man véd ikke hvor navnet kondom stammer fra, men den mest udbredte historie er, at det er opkaldt efter en Dr. Condom, der skulle have været livlæge for den engelske kong Charles d. II (1660-85).
Kong Charles fik, som alle Stuarter, en masse illegitime børn og Dr. Condom siges at have opfundet kondomet dels for at sikre Kronen mod krav fra mange sider, dels for at beskytte kongen mod at få en kønssygdom fra én af de mange prostituerede, han frekventerede ved siden af.
Dr. Condom lavede nogle kondomer af fåreblindtarme, og siges at have præsenteret dem for kongen, som et middel, der tillod ham at fortsætte sine eskapader uden uønskede bivirkninger, og kongen skulle være blevet så begejstret, at han adlede lægen.
Der findes imidlertid ingen Sir Condom i de engelske adelsoptegnelser, men det forklares med, at Dr. Condom på det tidspunkt han blev adlet, var grundigt træt af, at når folk hørte hans navn, så tænkte de på en indretning, der var beregnet til at blive trukket ned over en stiv pik, så han lod sig adle under et andet navn. Det skulle være grunden til, at navnet Condom er gledet ud af historien.
Der er andre der mener, at kondomet i stedet blev opfundet af en engelsk militærlæge - en oberst Quondom, som man imidlertid heller ikke kan finde spor efter i historien.
Andre mener, at ordet kondom kommer af det latinske verbum "condere" (på engelsk: to contain), der betyder: at rumme, at indeholde, eller af substantivformen "condus", der betyder "beholder".
Andre igen holder på, at navnet kommet fra udtrykket "cum Domine", der betyder "med Gud" eller "Gud i vold", der skulle være en lille bøn, der blev fremsagt, før man gik til sagen, i erkendelse af, at kondomer godt nok var bedre end ingenting, men dog ikke var helt pålidelige.
I virkeligheden blev kondomet slet ikke opfundet under Charles d. II's regeringstid - hverken af hans livlæge eller af nogen anden, for man har håndfaste beviser for, at det eksisterede i England flere årtier før Charles blev konge.
Det har man fra en udgravning af slottet Dudley Castle, som blev revet ned og hvis grund blev fyldt op med jord i 1647.
Under en udgravning i sidste halvdel af 1900-tallet af slottets aftrædelsesrum, dvs. dets toiletter, har man fundet rester af flere kondomer, som nu er konserveret og udstillet på museum.
Men uanset hvor navnet kondom stammer fra - og om det er fra det 16. århundrede eller ikke - så går selve den måde at beskytte sig på meget længere tilbage i historien. Tusindvis af år længere. Faktisk så langt tilbage, at man endnu ikke havde noget skriftsprog, men kun tegninger.
Den måske første afbildning af et kondom findes på et vægmaleri i en grotte i området Combarelle i den franske provins Dordogne. Det er dateret til mellem 15,000 og 10,000 år før vor tid og viser et samleje mellem en mand og en kvinde, hvor det ser ud som om manden har "noget" omkring sin pik.
For 4,000 år siden lavede kineserne kondomer af olieret silkepapir, som de viklede om pikken.
Det siges, at nogle ægyptiske Farao'er brugte rør af papyrus, som blev skåret til og poleret og som Farao så satte på pikken før et samleje.
Tænker man sig, at papyrusrør er opbygget nogenlunde ligesom bambus, kan man godt se, at det kan lade sig gøre at lave et brugbart hylster af dem, men det virker ret utroligt, at nogen skulle have brugt noget så tykt og "ufølsomt".
Men det har man faktisk beviser for, at "nogen" har. Man har ganske vist ikke fundet nogen papyrushylstre i Ægypten, men på den anden side af jorden brugte japanerne lige så tykke hylstre lavet af skildpaddeskjold eller ben, og dem har man bevaret adskillige eksemplarer af.
Ægypterne brugte dog også nogle indretninger, der var knap så bastante som hylstre af papyrus. Man véd, at ægyptere, der levede i Nildeltaet enten viklede fint linned om deres pik, eller direkte lavede hylstre af det, som de satte på pikken.
Man har en ca. 3,500 år gammel afbildning fra en ægyptisk grav i området, der viser en mand med linned omkring sin pik. Man mener, at ideen med linnedhylstrene måske begyndte som en beskyttelse mod fluer og stikkende insekter, som der var mange af i det fugtige delta, og insekterne gik efter fugtige områder på mennesker, som fx øjenkroge og områder med tynd hud, som fx pikhoveder.
I tidens løb fandt man ud af, at når man nu alligevel var nødt til at dække sin pik med linned, kunne man lige så godt samtidig gøre opmærksom på hvem man var, så det udviklede sig efterhånden til, at man brugte farvet linned, og bestemte farver blev forbeholdt bestemte klasser, så selv om mænd ikke havde andet på end deres pikhylster, kunne de altid se hvor på rangstigen andre mænd hørte til.
Muligvis blev linnedhylstrene også anvendt til præventive formål - det véd man ikke med sikkerhed.
Ægypterne er ikke de eneste, der har fundet på at vise deres rang og stand i samfundet ved hjælp af pikhylstre.
Mændene fra Dani-stammen i Indonesien bærer stadigvæk kotega'er - pikfutteraler lavet af hule rør. Her er det ikke farven, der viser ens rang, men længden af hylstret, som kan blive over en meter langt.
Japanerne brugte som nævnt hylstre af skildpaddeskjold eller ben. En sådan indretning kaldte de for en Kabutogata. Den fandtes både i en kort udgave, der kun dækkede pikhovedet og i en lang, der dækkede hele pikken.
Men de havde også en indretning kaldet en Kawagata, der var et formentlig mere behageligt hylster lavet af tyndt læder.
Kønssygdomme har åbenbart eksisteret næsten lige så længe som der har været mennesker til - sådan synes det i hvert fald, når man læser om dem.
Kong Minos af Kreta (som var den første konge af Kreta og var søn af guderne Zeus og Europa) havde det sædvanlige antal koner og det sædvanlige antal elskerinder, som alle andre monarker på hans tid også havde, men man sagde, at hans sæd havde den uheldige kvalitet, at den var fyldt med slanger og skorpioner, således at den slog hans kvinder ihjel.
Hans rådgivere foreslog ham, at han skulle komme en gedeblære ind i en kvindes skede før samleje med hende, men han siges at have foretrukket at omvikle sin pik med bandager vædet i alun (et dobbeltsalt af kalium- og aluminiumsulfat).
Antikkens grækere og romere var formentlig de første, der fandt på at lave kondomer af dyretarme. Man mener, at de brugte kondomer både for at undgå at få uønskede børn og for at undgå kønssygdomme. Og de må have været rimeligt effektive - i hvert fald til at undgå graviditeter, for man véd, at græske familier i antikken var forholdsvis små: far, mor og 2-3 børn, hvilket ikke ville have været muligt uden én eller anden form for prævention.
Det siges også, at romerske soldater lavede kondomer fra senehinderne fra deres faldne fjender.
Tænk at ende som et kondom! På den anden side er det vel ikke så meget værre end at blive til en Tampax, som Prins Charles på et tidspunkt ønskede at være.
Beskyttelse af soldater mod sexsygdomme har i øvrigt altid været vigtigt for militæret, fordi soldater der er syge - også af en kønssygdom - reducerer styrkernes kampevne.
Selv nazisterne, der gjorde det vanskeligt for almindelige borgere at få fat på kondomer, fordi de ønskede, at tyske familier skulle få så mange børn som muligt, gjorde en undtagelse for Værnemagten.
Det var direkte forbudt soldater på orlov at forlade en kaserne uden at have kondomer på sig. Da man selvfølgelig ikke kunne kontrollere, at de også brugte kondomerne, indførtes der strenge straffe for de, der blev smittet med en sexsygdom.
Den smittede soldat havde så valget mellem at prøve at skjule en infektion og ikke få den behandlet, eller at tage straffen for den.
Anden prævention
Man véd, at mange kvinder i antikken brugte forskellige urter, der skulle forhindre graviditet. En af disse urter fandtes i vild tilstand i Nordafrika og var så eftertragtet og kostbar og jagten på den så intensiv, at den blev udryddet.
Man véd også, at de brugte forskellige former for pessarer, bl.a. en lille tampon af linned dyppet i en opløsning af gærede knopper fra akasietræet. Gæringen producerede en sur væske som var sæddræbende.
Ægyptiske kvinder brugte også at komme lidt krokodillegødning op i skeden før samleje. Det gav et surt miljø der virkede sæddræbende. Andre steder i verden lavede man pessarer af store frøkapsler og i mere eksotiske egne af verden brugte man halve citronskaller. Syren herfra virker også sæddræbende.
Man brugte også miksturer af forskellig slags og én af dem blev drukket af både mænd og kvinder, selv om man i dag mener, at den nok hovedsageligt virkede på mænd, som sages at blive sterile i optil 6 måneder efter indtagelsen.
Men her drejer det sig jo om kondomer.
Fra Romerrigets opløsning og undergang i 476 e. Kr. og frem til slutningen af 1500-tallet har man faktisk ingen skriftlige kilder vedrørende kondombrug, og det mener man skyldes de store hekseforfølgelser og de mange heksebrændinger i Middelalderen.
De, der blev anklaget for at være hekse, fungerede tit som datidens kloge koner, som forstod sig godt på sygdomme og på behandlingen af dem med urter og miksturer, og mange af dem havde også et godt kendskab til præventive midler.
Heksene blev tit beskyldt for at have udført aborter, hvilket ifølge den katolske kirke var en dødssynd, samt for at have hjulpet folk til at forhindre en undfangelse - altså hjulpet dem med prævention, og det var meget værre end abort.
Et foster kunne trods alt prise Herren fra den Helvedes Forgård, hvortil man tænkte sig, at alle ikke-døbte blev sendt.
Ved at forhindre undfangelse fik Gud slet ikke noget, og at berøve Gud en stemme til at lovsynge Ham var den ultimative synd og en forbrydelse, som fortjente den strengeste straf.
Det forklarer manglen på skriftligt materiale, for der var ingen, der havde lyst til at skrive om prævention og dermed producere beviser imod sig selv.
I 1493 kom Columbus tilbage til Europa efter at have opdaget Amerika og man mener, at han også bragte syfilis med sig tilbage.
De første tilfælde af syfilis brød ud i en fransk garnision i Napoli i Italien i vinteren 1493-94 og sygdommen bredte sig hurtigt ud over hele Europa og videre til Asien. Den blev snart lige så frygtet som aids er i dag, og selv om man ikke vidste præcist hvad sygdommen kom af, vidste man den var sexuelt overført, og man prøvede på at beskytte sig imod den på forskellig måde.
Den første skriftlige beretning man har om brug af kondomer efter Romerrigets fald stammer fra 1564. Det år blev der udgivet en bog af italieneren Gabrielle Fallopio, der ganske vist var død 2 år før, og som havde været professor i anatomi ved Padua's Universitet. Han beskriver, hvordan han til beskyttelse mod syfilis havde lavet en lille pose af fint linned, som han dyppede i en opløsning af urter. Posen var ret kort og beregnet til at sætte over et pikhoved og fastholdes af randen af pikhovedet og af forhuden. Han udleverede sådanne poser til mere end 1100 personer og skriver, at ikke én af dem blev smittet.
I 1597 blev opfindelsen forbedret af Hercule Saxonia, der lavede en pose i en længde, der kunne dække hele pikken. Posen blev dyppet i en opløsning af uorganiske salte og tørret og var derefter klar til brug.
Man begyndte også at lave kondomer af dyreblindtarme - især fåreblindtarme og af svømmeblæren fra visse fisk. Det havde man måske altid gjort, men nu begyndte man i hvert fald at skrive om det.
Fiskesvømmeblærerne tog man fra Stør og Malle, som der var mange af i de europæiske floder, og der må være blevet lavet mange, for i slutningen af 1800-tallet var disse to fiskearter overfisket i en sådan grad, at de ikke længere fandtes i floderne.
Får var ikke sådan at udrydde, så kondomer af fåreblindtarme fortsatte med at blive produceret og bliver det faktisk den dag i dag.
I flere europæiske byer solgte man kondomer fra specielle butikker. I det centrale London havde man fx i 1700-tallet to butikker, der lå tæt på hinanden, og som blev drevet af to kvinder: Mrs. Perkins og Mrs Phillips, der konkurrerede på livet løs, og blev så kendte, at de huskes endnu. I 1796 pralede Mrs. Phillips med, at hun havde 35 års erfaring.
Man har bevaret flere af deres reklameskrifter, hvor de priser deres egne varer og fremhæver dem i forhold til konkurrentens. Det nævnes, at de bl.a. sælger til adelen og diplomatiet og til langfartskaptajner.
Kondomer var ikke billige dengang. Det var håndlavede varer, der skulle igennem mange arbejdsprocesser, før de var klar til brug, så det var kun overklassen og den mere velstillede del af middelklassen, der havde råd til dem. Og selv for dem var det ikke en brug-og-smid-væk vare. Kondomer blev omhyggeligt vasket og tørret efter brug og gjort klar til næste omgang.
Ikke langt fra Mrs. Phillips og Mrs. Perkins butikker lå et mere uanseeligt udsalg, drevet af en Mrs. Jenny, der solgte brugte, vaskede kondomer, så mindrebemidlede mænd også kunne få råd til at bruge prævention.
Man véd i dag ikke, hvordan man lavede kondomer af svømmeblærer fra fisk, men man har bevaret opskriften på at lave kondomer af fåreblindtarme:
Et standardkondom blev lavet ved, at blindtarmene blev lagt i blød i vand i nogle timer, taget op og vendt med vrangen ud, udblødt igen i en svag alkalisk opløsning, der blev skiftet hver 12. time. Derefter blev de skrabet forsigtigt for at fjerne slimhinden, hængt op over dampene fra brændende svovl, vasket med vand og sæbe, pustet op og tørret og derpå skåret i passende længder og forsynet med en bort, hvorigennem man trak en lille silkesnor. Kondomerne var nemlig ret uelastiske og kunne ikke holde sig selv på plads, så det var nødvendigt at binde dem fast. Silkesnoren var sædvanligvis lyserød, for det mente man appellerede mest til damerne.
Kondomerne blev fremstillet i forskellige kvaliteter, og skulle det være et fint kondom blev de næsten færdige kondomer ikke blot hængt til tørre på en snor, men trukket ned over en olieret form af passende størrelse med vrangen ud.
Skulle det være endnu finere - udtrykket var superfint - blev de vasket i 2 hold sæbevand efter at have ligget i blød i 14 timer. Derefter blev de skrabet forsigtigt med en kniv og lagt til udblødning i hårdt vand i 3 dage og vandet blev ofte skiftet. Kondomerne blev tørret i et rent klæde, parfumeret, trukket over en glasform og glattet efter med et glasredskab.
Superfine dobbelte kondomer blev fremstillet ved, at et færdigt kondom blev trukket på en glasform med vrangen udad og et andet kondom blev trukket ned over det med vrangen indad. De to sider klæbede sammen og så havde man det kostbareste og sikreste kondom, man kunne lave på den tid.
British Museum har en lille samling fåretarmskondomer fra den tid. De blev fundet i 1952 i biblioteket hos en tidligere ærkebiskop og er pakket i små olierede poser med 8 i hver. Man har målt kondomerne igennem og de er faktisk ikke så forskellige fra nutidens kondomer, som man skulle tro: længden er 190 mm, diameteren 60 mm og tykkelsen 0.04 mm, der faktisk er tyndere end det tyndeste kondom vi sælger: Det er 0.05 mm.
På trods af, at kondomerne ikke var tykke og klodsede, så var de - ligesom i dag - ikke overvældende populære, men man anerkendte nytten af dem til at forhindre graviditeter og kønssygdomme. Selv om mange slog sig i tøjret.
En dame, der bestemt ikke brød sig om kondomer var den franske adelskvinde Madame de Sevigné, der i 1671 skrev i et brev til sin datter, at kondomer var "et panser imod nydelsen og et spindelvæv imod faren".
Casanova, der levede fra 1725 - 1798 og er blevet kendt som verdens største elsker, skrev, da han var 24 år, i sin dagbog om "de engelske overfrakker", som han kaldte dem, at ingen nogensinde skulle få ham til at iklæde sig tarmene fra et dyr, men da han var 34 år, havde han imidlertid skiftet mening og omtalte kondomet som: "Dette vidunderlige middel imod uheld, som kan lede til frygtelig fortrydelse" (sandsynligvis syfilis), og endvidere: "For 10 år siden ville jeg havde holdt dette for djævelens påfund, men nu mener jeg, at opfinderen må have været en god mand."
Han blev en af de ivrigste fortalere for kondombrug og afstod altid sidenhen fra samleje, hvis han ikke kunne få fat i et kondom.
Det samme gjorde den samtidige og meget kendte engelske forfatter James Boswell, der er berømt for sin London Journal, hvori han beskriver livet i London i 1700-tallet. Boswell var - som mange af sine samtidige - ofte sammen med prostituerede, og han beskriver mange af disse møder i sine meget åbenhjertige dagbøger. Bl.a. om mødet med en af dem, som han tager med ud på London Bridge, hvor han har samleje med hende "på dette storslåede bygningsværk", som han skriver, og iført sin "rustning" - sin "armour".
Han kaldte kondomer for sin rustning, og selv om han mente at de tog noget af nydelsen, turde han dog ikke undlade at bruge dem, og ligesom Casanova afstod han fra samleje, hvis han ikke havde dem indenfor rækkevidde.
Man forsøgte på forskellig måde at gøre det lidt sjovere at bruge kondom - bl.a. ved at male billeder på nogle af dem. I 1880 kunne man fx i Petticoat Lane i London købe kondomer med portrætter af enten dronning Victoria eller premierminister Gladstone.
I 1992 kunne man hos det britiske auktionshus Christies byde på et fåretarmskondom fra 1800-tallet, der var forsynet med et maleri af en nonne, der står overfor 3 halvnøgne præster. Hun peger på én af dem og siger: "Jeg tager ham dér."
Det vides ikke hvad kondomet blev solgt for, men vurderingen lød på 8.300 kr.
Gummitræet blev opdaget i 1735 af en franskmand, der besøgte Venezuela. Han overværede, hvordan indianerne lavede gummibeholdere af latex, der sivede ud af træer, de havde skåret åbninger i.
Der opdagedes efterhånden flere typer træer, og man fandt ud af, at de bedste voksede i Brasilien.
I 1876 førtes 70.000 frø fra disse træer til Londons Botaniske Have, hvor det lykkedes at fremavle 1900 planter, der blev sendt til Fjernøsten, og som danner grundstammen i de enorme gummiplantager, der i dag findes i Indien, Sri Lanka, Indonesien, Malaysia, Thailand og Vietnam.
I 1839 opdagede Charles Goodyear en måde at behandle naturligt gummi på, der ellers var for stift, når det var koldt og for blødt, når det var varmt, således at det blev elastisk og kunne genvinde sin form efter at være blevet strukket. Denne proces kaldes vulkanisering.
Dermed begyndte fremstillingen af kondomer af gummi.
De første var dog ikke særligt raffinerede. De var på tykkelse med en cykelslange og havde en søm langs den ene side, hvor de var smeltet sammen.
Først da man omkring 1930 fandt på at bruge flydende latex i stedet for udvalsede gummiplader, som man hidtil havde gjort, begyndte man at kunne fremstille kondomer, der minder om dem, vi har i dag.
Fremstilling af moderne kondomer:
Saften fra gummitræet -latex - kan på mange måder kan minde om mælk - det kan fx. koagulere og blive surt. Vulkanisering (behandling af gummimassen med svovl og intens varme) og tilsætning af stabilisatorer og konserverende midler forvandler latex til et materiale, der kan gøres utroligt tyndt og holde til store belastninger.
Det flydende latex fyldes i meget store, temperaturkontrollerede åbne kar, som en lang række hule glasforme føres igennem, mens de langsomt roterer om sig selv.
En ganske tynd hinde af latex sætter sig på glasformene, der fra karrene fortsætter ind i store varmekamre med varm filtreret luft, der får den tynde hinde af latex til at størkne.
Processen gentages.
Så ruller små nylonbørster den åbne ende af kondomet lidt tilbage på glasformen, så der dannes en rand.
Kondomerne føres derpå gennem en ovn, hvor vulkaniseringen sker. Derpå skydes de af kraftige vandstråler væk fra glasformene og ned i nogle beholdere, hvorfra de kommes over i store tørretumblere, hvor de tørres og pudres med majsmel (for at de ikke skal klæbe til hinanden), inden de går videre til forskellige kvalitetstests.
Kondomer kan fås med og uden glidemiddel. De kaldes henholdsvis tørre eller cremede kondomer.
De kondomer, der ikke skal have glidemiddel tilsat, lægges op på et samlebånd og pakkes individuelt i små foliepakninger.
De kondomer, der skal tilsættes glidemiddel, føres på samlebåndet ind under en dyse, der sender en lille smule glidemiddel ned over hvert sammenrullet kondom, der derefter forsegles i hver sin foliepakning. Glidemiddelet kan være vandbaseret eller silikonebaseret. I pakken fordeler glidemidlet langsomt sig selv ned langs hele kondomet.
Et cremet kondom, der lige er produceret, kan derfor kendes på, at det er fugtigt foroven, men tørt forneden, fordi glidemidlet endnu ikke har nået at fordele sig langs hele kondomet.
Et kondom har en holdbarhed på 5 år fra produktionsdatoen.
Kondomer af plastik
I dag fremstiller man også kondomer af polyurethan, der er et plastmateriale. Det er ikke nær så elastisk som latex, men giver den samme beskyttelse imod graviditet og kønssygdomme. Fordelen ved polyurethan er, at det er et meget stærkt materiale, der kan gøres dobbelt så tyndt som latex, samtidigt med, at det bevarer den samme styrke.
Det virker heller ikke isolerende, sådan som gummi gør, og man kan derfor bedre mærke partneres varme igennem materialet. Desuden kan det uden problemer anvendes af gummiallergikere, fordi det ikke indeholder gummi.
Det er dog ikke alle, der bryder sig om den anderledes følelse, som plastmaterialet giver. Desuden er det et ret dyrt kondom med en styk-pris på 20-25 kr.
Der findes også et særligt kondom, der er beregnet til kvinder. Det hedder et Femidom. Det sættes op i skeden og er ligeledes fremstillet af polyurethan.